BLIV PROFESSIONEL HUNDELUFTER

OBS.
Hellerup Dog Walk søger ny M/K til at blive selvstændig samarbejdspartner og professionel hundelufter. 

Hellerup Dog Walk søger løbende selvstændige samarbejdspartnere til vores engagerede team af professionelle hundeluftere. Lige nu er der ingen ledige ruter, men der kommer hele tiden nye hunde til, så vi forventer at åbne nye ruter hver 3-6 måned. 

 

Du skal have kørekort og du skal være indstillet på at arbejde selvstændigt under et cvr-nummer. Det forventes at du byder ind med højt engagement, en stejl læringskurve, flair for kundeservice samt stabilitet stabilitet og mere stabilitet! Helt konkret betyder "stabilitet", at Hellerup Dog Walk og Hellerup Dog Walk's mange hunde og hundeforældre skal kunne regne med dig alle de arbejdsdage vi aftaler uden for skolernes ferier, hvor Hundebørnehaven holder lukket. 

Om arbejdet

Dit arbejde vil bestå i at hente en fast flok hunde i Storkøbenhavn og/eller Nordsjælland og køre dem til Hellerup Dog Walk's Hundebørnehave. Her står den på leg, hygge og socialisering i 2,5 time og efterfølgende skal du køre hundene hjem igen. Din arbejdsdag starter ca. kl. 7.45 og slutter ca. kl. 14.30. Vær opmærksom på, at der er tale om et fysisk og psykisk hårdt arbejde, hvor du skal kunne holde tungen helt lige i munden i pressede situationer og hvor det forventes, at du kan løbe hurtigt samt kan håndtere store hunde. Desuden er suveræn kundeservice på dansk og engelsk (både mundtligt og skriftligt) en afgørende del af dit arbejde. 


Om dig

Hundepsykologi kan du lære, som jeg har lært det, men engagement, grundighed, stabilitet, nysgerrighed, pålidelighed, drive og ansvarsbevidsthed er egenskaber der skal gennemstrømme din krop og dit sind både på arbejdet og når du holder fri. Har du en løsagtig og 99-procent-er-godt-nok-tilgang til tilværelsen, så vil du ikke passe til hverken arbejdet eller mit TEAM af 100 procent engagerede og dedikerede hundeluftere.

 

Hvis du har erfaring med hundetræning, så skal du være klar over og indstillet på, at denne erfaring ikke kan bruges direkte i forhold til hunde- og hundeflok-psykologien. Erfaring med hundetræning kan dog være en fordel, hvis du har et åbent sind for at lære noget helt nyt, mens du samtidig har dine tidligere erfaringer med hunde i baghovedet og på rygraden. Det betyder ikke noget, hvis du ikke har professionel erfaring med hunde i forvejen, men du skal ville hundene og trives i deres selskab.

 

Du er ekstremt mødestabil med ingen, eller MEGET få, sygedage om året!

 

Du føler et enormt ansvar ved, at andre overlader deres hund i din varetægt. Du er fysisk og psykisk robust og kan bevare roen og overblikket i pressede situationer. Du kan se dig selv som professionel hundelufter for Hellerup Dog Walk de næste 2 år og gerne længere tid. Du nyder at være ude i alt slags vejr hele året rundt. Du forstår vigtigheden af at aftaler overholdes i deres mindste detaljer og du er altid åben, positiv og serviceminded, når du møder en hundemor eller hundefar. Du trives med at have mange bolde i luften og mister aldrig overblikket. Du har kørekort og kan køre smidigt gennem den Københavnske trafik i en varevogn. Du taler og skriver dansk på forholdsvist højt niveau og taler og skriver et brugbart engelsk også, da mange af vores hundeforældre er engelsksprogede. Du elsker at yde en god service og er altid smilende og positiv, når du taler med hundeejerne (hundeejerne).

 

Du sætter pris på at arbejde i et TEAM, hvor forskellighed respekteres og betragtes som en force!

 

Aftalevilkår

Du vil blive hyret som selvstændig leverandør af transport og ansvarlig og professionel luftning af hunde for Hellerup Dog Walk og du vil derfor skulle have et cvr-nummer/enkeltmandsvirksomhed. Dit arbejde vil blive honoreret med 120 kr. i timen (ekskl. moms). Hvis du har brug for hjælp med oprettelse af cvr. nummer/enkeltmandsvirksomhed, så står jeg gerne til rådighed - det tager 10 minutter på erhvervsstyrelsen hjemmeside.

Det forventes, at du kan levere den aftalte service alle dage Hundebørnehaven holder åbent (alle de ugedage uden for folkeskolerne i Københavns skoleferier som vi aftaler er dine arbejdsdage - f.eks. "mandage+onsdage+fredage" eller "mandag til fredag"). 

 

Hundebørnehaven holder lukket 12 uger om året (i skolernes ferier) og her vil du i udgangspunktet ikke blive hyret som professionel hundelufter for Hellerup Dog Walk. 

Du vil skulle skrive under på en konkurrence- og kundeklausul før du kan påbegynde arbejdet som professionel hundelufter for Hellerup Dog Walk.


I det omfang du har lyst kan du altid byde ind med ideer til nye opgaver, serviceydelser eller produkter, som du kunne tænke dig at arbejde med og bliver vi enige om det, så vil du jo derved kunne få arbejde i nogle af de 12 uger, hvor du ellers har fri.  


Oplæringsforløbet

Du vil blive oplært som hundelufter i et intensivt oplæringsforløb af 2 ugers varighed. Herefter vil du får ansvaret selv og vil skulle leve op til det fra første dag! Hundepsykologi er ikke noget du nogen sinde vil blive færdigudlært i og vi lærer alle sammen utrolig meget af hundene hver eneste dag, selvom vi har kendt flokken i årevis. De første par år vil du også kunne lære meget af mig og dine hundelufter-kollegaer, som har flere års erfaring med hundeflokken i Hundebørnehaven, men dine bedste og vigtigste lærere er hundene (OBS. de giver dig ikke et diplom for dine resultater og indsigter, men du vil få deres respekt og hengivenhed - så kan du altid selv printe et diplom ud fra internettet, hvis du savner noget at hænge på vægen). :-D


Sådan søger du (sam)arbejdet - her kan du starte med at vise, at du er grundig og detaljeorienteret

Hvis du er interesseret i samarbejdet med Hellerup Dog Walk bedes du sende en motiveret ansøgning og C.V. til kontakt@hellerupdogwalk.dk hurtigst muligt - jeg læser ansøgningerne løbende. Med udgangspunkt i ovenstående informationer og krav bedes du i din ansøgning fortælle mig, hvorfor du er interesseret i arbejdet og hvorfor netop du vil være den helt rette person til at varetage det. Din ansøgning skal også indeholde et billede af dig, samt relevante personlige oplysninger (navn, alder, adresse, mv.) og kontaktoplysninger (telefonnummer, mail og bopælsadresse). Før du skriver din ansøgning vil jeg på det kraftigste anbefale dig at læse i dybden her på hjemmesiden, så du derved kan blive klogere det arbejdeog de mennesker du søger arbejde hos og vil overbevise om dit engagement.

* * *


Jeg glæder mig til at høre fra dig og håber, at netop du vil slippe gennem nåleøjet og blive vores nye hundelufter-kollega i Hellerup Dog Walk’s unikke Hundebørnehave. :-)

 

Venlige vovse-hilsner
Magnus Hinge
(ejer af og hundelufter i Hellerup Dog Walk)

ET PAR ORD MERE OM HONORARET OG MULIGHEDERNE VED SAMARBEJDET

Arbejdet som professionel hundelufter er i udgangspunktet ufaglært arbejde, hvor du særligt det første år vil skulle lære rigtig meget om hunde- og folkpsykologi. Dine primære læremestre vil være hundene, mens jeg og Teamet vil hjælpe løbende med at oversætte. Du får derfor så og sige en uformel uddannelse i hundepsykologi, mens du tjener penge som selvstændig professionel hundelufter.

Det er dog min ambition, at Hellerup Dog Walk skal være her de næste 100 år, så hvis du kan lide at være vores samarbejdspartner, så vil du ikke have brug for et diplom på dine evner, da de vil være velkendte og respekteret af både hundene, kollegaerne og mig.

Derudover, så inviterer jeg altid mine samarbejdspartnere til at byde ind med deres kompetencer og ideer og hvis du kommer med en ide eller et projekt, der kunne passe ind hos Hellerup Dog Walk, så kan vi blive partnere omkring det og du kan derved komme til at tjene meget mere end dit honorar som hundelufter og få mange flere arbejdstimer end vi indledningsvis aftaler.

Slutteligt, så er Hellerup Dog Walk, hvis du ikke skulle have opdaget det, en fremadstormende og hastigt voksende virksomhed med fremtiden foran os. Ved at komme ind hos os nu i opstartsfasen får du mulighed for at vise og opøve dine evner og vinde vores tillid. I fremtiden får jeg brug for hjælp til at drive virksomheden og jeg får brug for at uddelegere endnu mere ansvar end jeg allerede har gjort og hvis du viser, at du er til at stole på som hundelufter og samarbejdspartner, så vil du i fremtiden også kunne få meget mere ansvar, frihed og honorering som samarbejdspartner med Hellerup Dog Walk.

 

Dog bedes du være opmærksom på, at tillid og evner for hundepsykologi er noget der tager år og ikke måneder at opbygge, så gå ikke ind til samarbejdet med en ide om, at chef-honoraret venter lige om hjørnet.

© 2014 by Hellerup Dog Walk

Hellerup Dog Walk | Gentofte | DK-2900 Hellerup | +45 28 593 219 | kontakt@hellerupdogwalk.dk

  • Facebook Social Ikon
  • Instagram Social Ikon
  • YouTube Social  Icon

Hellerup Dog Walk er nr. 1 på Google, Facebook og Trustpilot og din professionelle hundelufter med Hundebørnehave, hundedagpleje, hundehave og hundepension i:
København, Storkøbenhavn, Vestegnen, Frederiksberg og Nordsjælland