Kapitel 4 - Post Basco
Efter Basco kunne intet holde mig tilbage, hvis der var en hund i nærheden. Jeg var stadig utrolig bange for dem, men jeg var samtidig nærmest magnetisk tiltrukket af at være i nærheden af den tøjlede urkraft, som jeg kunne – og stadig kan – fornemme i dem.
Hvad end det drejede sig om den græske gadehund vi mødte på stranden på ferien på Samos, eller den store schæferhund min grandtante fik et par år senere, så måtte jeg over og sidde eller stå ved siden af dem, selvom det fik blodet til at dunke i ørene på mig hver gang.
I folkeskolen var min bedste ven i de første år en dreng ved navn Oliver, og en af de største glæder ved at besøge ham, var hans hund Edvard.
​
Edvard var en stor engelsk springerspaniel og enkelte heldige nætter lagde han sig i min fodende, selvom han normalt altid lå os Oliver. Da lukkede jeg knap et øje på grund af lige dele glæde og frygt. Så lå jeg der i mørket i det fremmede drengeværelse… lysvågen, mens jeg kunne mærke Edvards varme bløde pels med mine bare tæer og høre hans rolige og tunge åndedræt, og var nærmest lykkelig. Helt musse-stille lå jeg for ikke at vække ham og måske risikere, at han skulle at hoppe over til Oliver.
​
Når vi legede med Edvard i Olivers have var det ofte ”sokke-legen” vi tyede til – en leg der i al sin enkelhed gik ud på at sætte en sok i klemme i baglommen eller bæltet og få Edvard til at jagte sokken. Så for jeg hylende rundt i haven med den store jagthund lige i hælene, indtil den fik et godt tag i mig og fik mig nedlagt og fravristet sokken. Hver gang frygtede jeg, at den måske ville bide mig rigtigt, men det skete aldrig.
​
En enkelt gang var både Oliver og jeg dog ved at komme til skade, som følge af vores samvær med Edvard. En sommerdag var vi ude og gå tur med ham i skoven, men da vi var små drenge på 7-8 år, og han var stræk som en bjørn, så var det nok nærmere ham der gik tur med os. På et tidspunkt får han øje på noget, som han bliver opsat på at fat i og så sætter han i en vild jagt gennem skoven, med både Oliver og mig hængende efter sig for enden af snoren. Op og ned af grøfter og gennem tætte buskadser gik det og til sidst måtte vi give slip, for ikke at komme alvorligt til skade. Heldigvis kom Edvard tilbage til os igen, efter at have været på skovtur i nogle minutter og i dag er det et lykkeligt hundeminde blandt mange!
​
Min første kærestes forældre havde også en hund og selvom teenage-forelskelsen dengang fyldte særdeles meget i min unge drengekrop, så var der stadig masser af plads til at glæde sig til at se hunden også, når jeg skulle hjem og besøge hende. Hunden hed Viktor, men du må altså ikke spørge mig, hvad min kæreste hed dengang… :-)